Europæisk Region for Gastronomi
Aarhus og Region Midtjylland fik officielt tildelt titlen som Europæisk Gastronomiregion 2017 på en EU-konference i Milano i Italien i 2015.
Udnævnelsen til Europæisk Gastronomiregion 2017 er sket på baggrund af en fælles ansøgning med titlen ”Gentænk god mad” fra en bred vifte af samarbejdspartnere: Region Midtjylland, Aarhus Kommune, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, Aarhus Universitet, Aarhus Tech, Agrotech, Danish Food Cluster, Future Food Innovation og Food Organisation of Denmark.
Derudover har Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen sagt ja til at blive protektor for gastronomi-året, og Michelin-kokken Wassim Hallal fra Restaurant Frederikshøj vil være ambassadør for de mange initiativer på gastronomi-området i 2017.
Titlen som Europæisk Gastronomiregion 2017 tildeles af Det Internationale Institut for Gastronomi, Kultur, Kunst og Turisme, og i 2017 deler Midtjylland æren med Riga-regionen i Letland og det østlige Lombardiet i Italien.
Geopark Vestjylland bidrager gennem projektet ”Oyster Celebration 2017 – Den store østershøst”, som gennemføres i samarbejde med Sydvestjysk Udviklingsforum og Food Organisation of Denmark. Der bliver som led i projektet lavet arrangementer med østers i centrum ved Limfjorden, i Vadehavet og i Aarhus.