
Forskning i Stråsø Plantage
Fjernmåling undersøges som metode til at kortlægge foderressourcer til helårsgræssende dyr.
Hvordan varierer foderressourcerne for helårsgræssende dyr i de danske Natur National Parker (NNP) gennem vinteren?
Det er netop det spørgsmål, en gruppe MSc-studerende fra Københavns Universitet – under supervision af Lasse Gottlieb, adjunkt ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning – undersøger. Ved hjælp af avancerede fjernmålingsmetoder, herunder spektroskopi, undersøger de, om foderressourcerne kan kortlægges i Stråsø Plantage – et område, der både er en del af Naturpark Stråsø og Geopark Vestjylland.
Helårsgræsning og biodiversitet
Helårsgræsning spiller en vigtig rolle i rewilding og understøtter biodiversitet, men hvad sker der, når græsset forsvinder om vinteren? Det er stadig uklart, hvilke foderressourcer dyrene har til rådighed i de koldeste måneder, og hvordan det påvirker deres trivsel.
Højteknologiske målinger i felten
For at undersøge dette har studerende fra oktober til marts indsamlet data i Stråsø Plantage. De anvender hyperspektrale målinger, hvor et specialiseret spektrometer registrerer refleksionen fra vegetationen i mange bølgelængder – langt flere end det menneskelige øje kan se. Hver planteart og jordtype har et unikt spektralt fingeraftryk (Fig. 1), som kan afsløre ernæringsmæssige mønstre, forklarer Maria Knadel, geolog og forskningsleder i Geopark Vestjylland. Disse målinger kombineres med jord- og vegetationsanalyser for at optimere kortlægningen af foderressourcer i NNP'erne.
Fig. 1 Spektralt fingeraftryk af jord og vegetation (efter https://seos-project.eu/)Foto:Maria Knadel
En vigtig undersøgelse for Geoparken
Undersøgelsen er ikke kun relevant for Natur National Parkerne, men også for Geopark Vestjylland, hvor forskning og vidensdeling er centrale. Stråsø Plantage ligger på Skovbjerg Bakkeø, en af Danmarks ældste landskabsformationer, præget af smeltevandssletter og sandede jorde. Disse geologiske forhold påvirker vegetationen og dermed fødegrundlaget for de græssende dyr – et godt eksempel på, hvordan geodiversitet former biodiversitet.
Vestjyllands særlige forhold
Kristine Dahl, en af de studerende, siger: "Vores projekt skal hjælpe med at forstå, hvordan græssende dyr påvirkes af årstidernes skiftende fødegrundlag. Det er fantastisk at kombinere moderne teknologi med naturforvaltning."
Karla Nielsen tilføjer: "Vestjyllands åbne, rå landskab og sandede jorde tilføje en særligt interessant geodiversitets element til vores studie”.

Foto:Maria Knadel
Spektroskopi i praksis: Et nyt værktøj i naturforvaltningen
”Det var spændende at være med i felten. Med min baggrund i jord-spektroskopi var det fantastisk at se denne teknologi anvendt i en ny sammenhæng. Det viser, hvor vigtigt det er at bygge bro mellem videnskab og praktisk naturforvaltning," siger Maria.
Vi følger tæt med og ser frem til at følge projektet og håber, at resultaterne kan bidrage til en bedre forståelse af helårsgræsning og de unikke landskaber i Geopark Vestjylland.