Odby Landsby

Der er her et fint eksempel på det særlige indmarks-udmarks system, også kaldet det atlantiske system, som især forekom nord for Limfjorden og som har en tæt forbindelse med de jordbundsforhold, der var skabt under istiden.

Geologiske betingelser for agerdyrkning

Det område, geoparken dækker, kan groft opdeles i to overordnede landskabstyper adskilt af Hovedopholdslinjen, de sandede jorde syd for denne og de lerede morænejorde nord for. Smelte-vandsslettens bakkeøer regnes her for sandede jorde. Morænelandskaberne mellem hovedopholds-linjen og Limfjorden er domineret af kuperede randmorænelandskaber og småbakkede dødisland-skaber med irregulære jordtyper og mange fugtige lavninger. Nord for Limfjorden er landskaberne overvejende roligere bundmorænelandskaber. De geologiske forhold, udmøntet i jordbundsforhold og topografi, har betinget hvilke vilkår, der har været til stede for udviklingen af agerbruget, både hvad angår dyrkningssystemer og bebyggelsesmønstre.

Fra agerbruget kom til landet i yngre stenalder og gennem bronzealderen var det de lette jorde, der blev opdyrket, som vi ser det i randområdet langs Hovedopholdslinjen. I jernalderen dukker muldfjælsploven op. Den tunge hjulplov kunne vende lerjorden, og man rykkede ind på morænejordene. I slutningen af jernalderen og især gennem vikingetiden skete der en stor befolkningsekspansion, og meget nyt land blev opdyrket. Bebyggelser og bosættelser blev permanente, og med kristendommen og kirkebyggerierne blev ejerlavene og sognene organiserede, - de samme ejerlav og sogne, som næsten uændret stadig eksisterer i matrikelsystemet og kirkeadministrationen.

Bebyggelse og dyrkning

Bebyggelsesmønstrene og dyrkningssystemerne i Vestjylland udviklede sig forskelligt. Syd for Limfjorden hersker udbredt enkeltgårdsbebyggelse med enkelte, spredte gårdklynger på 3-5 gårde, hvor der ikke fandtes fællesdrift, eller denne var begrænset til de fælles overdrev. Nord for Limfjorden og i Salling (Sevel) blev der dannet større landsbyer med udpræget landsbyfællesskab og fællesdrift. Forklaringen på de forskellige bebyggelsesmønstre skal søges i de ovenfor beskrevne geologiske og morfologiske forskelle.

Alsædjord

I Limfjordsegnene nord for fjorden herskede et ganske særligt system, nemlig græsmarksbrug med alsæd. Her var landsbyernes jorde delt i tre: 1) Alsædjord, som var toftemarkerne nærmest landsbyen, som blev dyrket kontinuerligt (altså uden braklægning) med gødningstilførsel hvert tredje år. 2) Brødjorden, fællesagre uden om alsædjorden, der blev dyrket 3-5 år og efter gødning første år og lå brak lige så mange år. 3) Havrelandet, de yderste jorde, hvor også fælles overdrev kunne findes. Her blev der aldrig gødet og kun dyrket havre i 3-4 år, hvorefter jorden lå brak i 10-20 år. I dette system var der altid store græsarealer til græsning og høslæt. Dette system adskiller sig ganske fra de østdanske systemer, og det har da også en anden og ældre oprindelse, der går tilbage til vikingetiden og ældre middelalder, hvor der fra Vestjylland var nær kontakt til England. Helt de samme dyrkningssystem fandtes i Scotland, England og Wales, samt ned langs den jyske vestkyst. Systemet var gældende helt frem til landboreformerne og udskiftningen 1805.

Det er i øvrigt interessant, at hvis man i dag hører to ældre bønder fra Odby tale sammen om deres landbrug, kan man høre dem sige ”tønder sæd” i stedet for ”tønder land”, der er den officielle areal-enhed. En tønde land er på 14.000 kvadratalen mens en tønde sæd er på ca. 10.000 kvadratalen, - nøjagtig det samme som en engelsk acre. Det er nu ikke thyboerne, der har lært af englænderne, snarere omvendt. Vikingerne har bragt det danske ord ”ager” til England, og det var idealmålet for det stykke land, man kunne pløje på en dag med hjulploven. Fra en kopi af det originale opmålings-kort fra 1797 før udskiftningen har det været muligt at rekonstruere landsbyen Odby og dens mark-system. Den enkelte gårds marker var spredt rundt i bymarken, der var delt op i indmarken med alsædjorden og brødjorden samt udmarken med havrelandsjorden, der også fungerede som græsningsoverdrev. Gårdene havde hver sit stykke toftejord lige uden for gården. Ved udskiftningen/ landboreformen blev hver enkelt gårds jord samlet.