Lemvig by

Lemvig Købstad

Foto: Lemvig.eu

Lemvig er en middelalderkøbstad i et markant istidslandskab med tunneldal mod syd og vigen mod nord.

Der er havn og vejforbindelser til indlandet, som har gjort byen til et vigtigt handelscentrum – især efter Harboøre Tange blev gennembrudt af havet i 1825 og Lemvig herved fik adgang til Nordsøen. Det omgivende landskab er samtidig præget af frugtbare marker på god morænejord.

Historisk

Lemvig ligger i bunden af Lem Vig ved foden af Sødalen og er en middelalderkøbstad fra 1200-tallet. Byen har store ligheder med de østjyske købstæder, der også ligger godt beskyttede i bunden af en fjord eller vig med havnemuligheder og med et frugtbart opland og vejforbindelser ind i landet. Byen nævnes første gang i skriftlige kilder 1234 og som privilegeret købstad 1471. Byen har været handels- og markedsby for det vestlige limfjordsområde, hvor vejforbindelsen fra Thy over Harboøre-Aggertangen til den større markedsby Holstebro, gik gennem byen. Siden engang i 1100-tallet har Harboøre-Aggertangen været lukket, så skibsfarten foregik østover, hvor Ålborgkøbmændene kontrollerede handelen og trafikken. En væsentlig del af handelen med de større markeder syd for Danmark, blandt andet eksport af stude, foregik ad landevejen til Ringkøbing, hvorfra der var skibsforbindelse til det nordtyske område og ikke mindst til Holland, hvor der var gode afsætningsmuligheder for stude.

Historisk foto - Lemvig Købstad

Foto:Lemvig Museum

Nedbrænding og opblomstring

Lemvig brændte ned til grunden i 1684, hvilket mærkede byen langt frem i tiden. I 1801 var indbyggertallet på kun 375. Efter Aggertangens gennembrud i 1825 blomstrede byens handel og søfart op, og i de næste 30 år blev hele byen bogstavelig talt bygget op fra grunden. I 1850 blev der anlagt en ny havn, og indbyggertallet var steget til 859. Den næste opblomstring kom efter, at byen havde fået jernbane i 1879. Af betydningsfulde virksomheder kan nævnes et større teglværk, der var i drift fra 1851 til 1971. Med en ny fiskerihavn i 1907 kom der gang i et betydeligt havfiskeri i Nordsøen fra Lemvig. Efter en nedgangsperiode mellem 1917 og sidst i 1940-erne, kom der igen km gang i havfiskeriet. I midten at 1990-erne var der ca. 50 nordsøkuttere hjemmehørende i Lemvig, men fra begyndelsen af 2000-årene betød krise i fiskeriet, at Lemvigs flåde af de traditionelle, blå trækuttere forsvandt.

Lemvig luftfoto

Foto:Benny Vejlby

Geologisk aspekt

Byen er anlagt i bunden af en af Danmarks mest markante tunneldale – Sødalen med en sø i overgangen mellem by og tunneldal. Den lerede og forholdsvis jævne moræne ovenfor byen har været grundlag for gode bymarker. Fjorden har givet gode vilkår for maritim handel, og efter Harboøre-Aggertangens gennembrud i 1825 var søvejen til verdenshavene åben.

Kant festival Lemvig Havn - Jesper Krabbe

Foto:Mads Krabbe

Lemvig i dag

Byen er i dag præget af bebyggelse fra de sidste 150 år og er, trods sin beskedne størrelse på ca. 7000 indbyggere, en livlig handels- og turistby. En ny havnemole, hvor mange funderingspæle skulle mere end 90 meter ned i tunneldalens dynd, var en nødvendighed efter stormen ”Bodils” hærgen i december 2013. En klimamur, der sikrer byen mod nye oversvømmelser og sikrer mod de kommende havstigninger, er blevet en turistattraktion. Lemvig Kommune har i samarbejde med lokale interesseorganisationer sikret det omgivende glaciale landskab med 2 store fredninger i henholdsvis Sødalen og ved Kabbel, hvor der er etableret afmærkede vandreruter og informationstavler. Lemvigs besøgsmæssige værdi er umiddelbart den iøjnefaldende oplevelse af den lille, kompakte købstad i det markante tunneldalslandskab. I byen kan man opleve et levende miljø i bykernen med sammenhæng mellem gågade og det renoverede havnemiljø.

Lemvig Museum haven

Foto:Lemvig Museum

Lemvig Museum er et mindre lokalmuseum med forskning i og formidling af den vestjyske kulturhistorie. Museet for religiøs kunst er baseret på en stamsamling, men der laves skiftende udstillinger på højt, ikke bare nationalt, men også internationalt plan. De omfattende kystsikringsprojekter på vestkysten er siden 1870-erne blev udført af ”Vandbygningsvæsenet”, der etablerede anlæg langs kysten og udviklede kystsikringsteknikker, som der i øvrigt stadig udvikles videre på. Denne institution er i dag ”Kystdirektoratet” (under Miljø- og Fødevareministeriet), der varetager alle forhold vedrørende Danmarks kyster, og som i dag har til huse i Lemvig.

Le Mur - Lemvig Havn

Foto:Mads Krabbe