Vikingetiden

Kystområdet så meget anderledes ud i vikingetiden, idet vandstanden var mindst ½ m højere end i vore dage. Forskellige gamle skrifter indikerer, at den vestlige del var et ø-rige.

Der har været et laguneagtigt indre farvand mellem Nissum og Ringkøbing fjorde, vadehavsdannelser og en fliget kystlinie mod Vesterhavet, der fra 1600-tallets sidste halvdel blev rettet ud til den lige kyst, vi kender i dag. Limfjorden var i hele vikingetiden åben ud til Vesterhavet i sydvest gennem Ferring sø indtil 1100-tallet, hvor åbningen sandede til, måske med hjælp fra en kunstig spærring der blev sat for at holde fjenden ude.

Limfjorden var meget rig på fisk og området har haft kongens interesse både pga. de gunstige naturforhold og fordi der dengang var helt åbent mod vest, så man kunne drage på togter i England.

Man mener Struer oprindeligt hed Struker, afledt af ordet struk, der betyder "indsnævring af en strøm", idet Kilen indsnævres med 2 odder. Et sagn fortalte, at Knud II den Hellige (1080-86) lod en flåde opankre i Kilen, udrustet for at generobre England. Det, der nu hedder Kilen, var et vadested og dermed lavt brakvand, som ikke gav gode vilkår for de mange skibe.

Der findes forskellige holdninger til, hvor denne flåde helt konkret lå opankret, men man kan ud fra skrifterne erfare, at det må have været et sted, hvor der var plads til 1600 skibe, og hvor der var læ for vestenvinden.

Sven Aggersøns præcise beretning om flådens samlingssted i året 1085: "At den flåde hvormed "Knud den II ville gøre togt til England, samledes i Humla, hvor han ventede på østenvindens gunst", er dermed med god sandsynlighed lokaliseret til Venø Sund.

Da flåden lå klar til togt mod England, opstod der opstand i Slesvig med forræderi mod Riget. Knud forlod flåden og drog sydpå for at slå opstanden ned. Da han kom tilbage var vikingerne vendt hjem til deres egne steder. Da Knud ville opkræve bøder for at de havde forladt flåden, blev han forfulgt og dræbt. Dette blev enden på vikingetiden.

I 1100-tallet lukkede tilsandinger atter Agger Tange, og der opstod mulighed for en vejforbindelse mod syd. Først i 1825 skete der så store gennembrud i tangen, at denne vej måtte opgives permanent, men til gengæld havde egnen store fordele af de muligheder, der opstod for udsejling mod vest.

Kilder: Bremdal.com,   www.coast-alive.eu,  www.historie-online.dk